Dette er et gammelt indlæg, udgivet i anledning af Nielsens Bureaus 10 års jubilæum i 2012, hvor jeg kiggede tilbage på, hvor meget hjemmesider og online markedsføring har forandret sig siden 2002. Hovedpointen om at være obs på at din SEO-viden er uptodate gælder dog stadigvæk.
Når man nu om dage taler om at kunne findes på søgemaskinerne – i flertal – er det primært Google, man mener. Det er i praksis næsten den eneste der bruges i Danmark, selvom Bing har en lille del af søgemarkedet.
Sådan var det ikke i 2002: Google fandtes og var kraftigt på vej frem, men der var mange andre “søgemaskiner” man skulle tage højde for. Til gengæld var det meget nemmere at komme til tops på dem.
Mange af dem, man dengang kaldte “søgemaskiner” var i virkeligheden link-kataloger, lidt à la telefonbøgernes gule sider, hvor links var opført efter emne. Dem var det vigtigt at få tilmeldt sig – især ville man gerne kunne findes i Jubii og Yahoo. Altavista var den eneste “rigtige” søgemaskine ud over Google, der automatiske læste hjemmesider og registrerede dem på søgeord.
Søgemaskineoptimering til de “rigtige” søgemaskiner var ikke noget man gjorde så stort et nummer ud af for 10 år siden.
Det var nemlig så dejlig nemt, at bare hjemmesiden var programmeret tilgængeligt for søgemaskinerne, kunne rigtig mange nøjes med at få smidt en lille håndfuld søgeord ind som META-keywords, måske lige bruge et par søgeord i overskrifterne, og så var førstepladsen hjemme!
I alt fald i Danmark, hvor der ikke var så stor konkurrence på nettet – mange mindre firmaer var enten slet ikke kommet på nettet med en hjemmeside, eller også havde de fået lavet noget der slet ikke kunne findes af Google pga. den tekniske opsætning.
Jeg sørgede for fra starten at lære søgemaskineoptimering af forskellige amerikanere: i USA var søgemaskineoptimering nemlig allerede en benhård disciplin dengang, selvfølgelig fordi der er mange flere konkurrenter til søgeordene i så stort et sprogområde. Det var det som sagt ikke herhjemme, men det er en viden der har været rigtig god at have senere. Nu om dage er SEO nemlig blevet en betydelig “hårdere” disciplin herhjemme (med mindre man har en lillebitte niche).
Nu om dage er der konkurrence på de fleste søgeord, og topplaceringerne kommer ikke af sig selv. Den med at lægge en håndfuld søgeord i META-tags virker overhovedet ikke mere, og hvis du stadig bruger META-keywords, så drop dem. De virker ikke længere.
Nu skal der istedet arbejdes med især teksterne, og det gør mange selv. Derfor bør du som ansvarlig for en hjemmeside faktisk også vide noget om søgemaskineoptimering – uden at det behøver blive alt for teknisk. Det kan sagtens lade sig gøre – du kan f.eks. starte med at læse indlægget Det allervigtigste inden for søgemaskineoptimering i 2012 – så er du godt i gang med at blive klogere på søgemaskineoptimering anno 2012.
OBS: Hvis du ejer en bog om søgemaskineoptimering der ikke er spritny, så skal du passe på – der kan meget nemt være detaljer i den, der nu er forældede! Google ændrer løbende hvad de lægger mest vægt på, og har lige gjort det fornylig – og de varsler flere ændringer her i løbet af foråret.
Hvis du vil lave god søgemaskineoptimering, så tjek detaljerne på nettet før du laver store ændringer på din hjemmeside. F.eks. hos Mikkel deMib (tilmeld dig evt. hans nyhedsbrev, der får du mere info) eller udenlandske blogs om SEO, for de nyeste oplysninger.
_______________________________________
Er jeres hjemmeside optimeret til søgemaskiner?
Hvis du er lidt i tvivl om jeres hjemmeside gør det vigtigste for at blive fundet på Google – eller måske gør noget forkert i forhold til søgemaskiner – så kan du bestille en SEO-tilstandsrapport hos Nielsens Bureau.
Læs hvad du mere får i SEO-tilstandsrapporten her
SEO-tekstforfatter, content writer, webredaktør og indehaver af Nielsens Bureau. Har arbejdet med SEO, online tekst og redigering af hjemmesider siden 2001.
Elsker især at skrive blogindlæg og e-bøger om SEO og beslægtede emner for at hjælpe begyndere i online markedsføring godt videre.
Send mig en mail eller læg en kommentar på bloggen, hvis du har et stort eller lille spørgsmål om SEO, du gerne vil have forklaret – så svarer jeg så godt jeg kan 🙂