30 ideer til opdatering af din hjemmesides indhold (når du vil højere op på Google)

Godt indhold på hjemmesiden er det indhold, dine (kommende) kunder har brug for. Godt indhold til at lave SEO på er det indhold, de søger på Google efter – og som netop DU kan levere.

Det er vigtigt at du husker at opdatere hjemmesidens indhold løbende, for at den ikke virker forældet eller stillestående.

Måske lægger dine besøgende ikke mærke til, om der sker noget nyt hver dag, uge, måned eller år – men det gør Google. Og Google belønner hjemmesider med opdateret og nyt indhold med bedre placeringer – hvis indholdet ellers er godt.

(Læs mere her om Googles begreb fra 2022 om nyttigt indhold (helpful content) →)

Synes du, det kan være svært at finde på godt og relevant indhold at tilføje til hjemmesiden? Så tjek lige listen herunder for om der ikke er et par ideer, du kan bruge.

Det er en blanding af små hurtige opdateringer og tilføjelser af indhold, der kræver produktionstid på 2 timer eller måske mere.

Der er ideer til enhver kalender, hvad enten du har 20 minutter eller 2 timer (eller mere).

Mange af ideerne kan også rigtig fint bruges til opdateringer på sociale medier. Hvis du vil bruge det til SEO for at komme højere op i Google og trække flere potentielle kunder ind på hjemmesiden, skal du dog altid have indholdet liggende på din hjemmeside, og så omtale det og linke til det i SoMe-opdateringer.

Vælg indhold ud fra hvad dine kunder vil have

Det allervigtigste er, at du altid husker, at alt indhold skal vinkles fra kundernes synspunkt – det er altid dem, du skal tænke på, når du skriver, og når du vælger, hvad du skal lave nyt indhold om.

Tænk på hvad de har brug for at vide (for at tage en beslutning om at købe af jer), tænker, ønsker, hvilke ord de forstår, osv.

Det er MEGET vigtigt at tekster og andet indhold på hjemmesiden ikke kun handler om hvad I selv gerne vil sige.

Det er lige så vigtigt, at I ikke baserer indholdet for meget på søgeordsanalyser, selvom det måske primært er SEO, der er grunden til I vil lave nyt indhold. Det at skrive SEO-tekster til hjemmesiden handler i høj grad om at vide, hvad målgruppen efterlyser, og hvilke ord netop de bruger.

Forskellen på salgssider og blogindlæg/artikler

Salgssider er de sider, du laver om hvert af dine produkter eller ydelser, og som skal få den der læser det til at tage en beslutning om at købe. Det er også varer i en webshop.

Salgssiders opgave er at sælge; fjerne forbehold og indvendinger, og forsikre læseren om at han/hun tager det rigtige valg. Indholdet på salgssider er salgstekst, som skal altid slutte med et call-to-action.

Det kan godt være længere tekster, men ofte er de forholdsvis korte (nogle tror salgsteksterne på hjemmesiden SKAL være korte, men det er bestemt ikke tilfældet).

Blogindlæg og artikler skal du IKKE bruge (direkte) til at sælge dine varer og ydelser (selvom salg i sidste ende er en bagtanke med dem). De skal bruges som branding/markedsføring, der sørger for at trække folk ind på hjemmesiden enten via Google, delinger på sociale medier eller links på andre hjemmesider.

Når du så “har” dem derinde, skal du forsøge at få dem til at følge dig og lære dig bedre at kende, fx ved at tilmelde sig dit nyhedsbrev, følge på sociale medier eller lignende.

Især når du skriver om produkter og ydelser, skal du være skarp på om det er en salgstekst eller et blogindlæg, du er i gang med.

Det er blogindlæggene, der er nemmest at komme højt op på Google med – så hvis du har svært ved at blive fundet på Google og kun har salgssider på din hjemmeside, er blogindlæg et rigtig godt sted at starte med at forbedre din hjemmesidens indhold i forhold til at blive synlig på Google.

Fortæl om jeres produkter eller ydelser

Det gør I jo nok allerede på hjemmesiden. Men husker I også at tjekke igennem med jævne mellemrum, at teksterne ikke er forældede, eller om der mangler ting?

Kan jeres kunder og kommende kunder finde svar på hjemmesiden på de spørgsmål, de har, når de overvejer at købe jeres ydelser? Og er svaret forståeligt og grundigt nok?

Det er absolut muligt og en god idé at skrive blogindlæg om jeres produkter – men husk altid på om det er en salgstekst eller et blogindlæg, du er i gang med.

Opdater produktbeskrivelser eller salgssider for ydelser

10 minutter (hvis din hjemmeside ikke er en webshop): tjek at der er et eller flere call-to-actions – hvis ikke, så sæt det ind. Der skal minimum være et i slutningen af teksten.

20 minutter: Udbyg din salgstekst med flere relevante oplysninger, fx ud fra spørgsmål fra kunder eller indvendinger I har hørt fra kunder, der tøvede med at købe, og som ikke fremgår af teksten.

2 timer: skriv et blogindlæg ved at svare på et helt konkret spørgsmål, I har fået fra kunderne om produktet, og sæt links mellem indlægget og salgssiden.

Præsenter produktnyheder

20 minutter: skriv en lille tekst til forsiden og link til produktet

2 timer: Skriv et blogindlæg/en artikel om hvordan man bruger det nye produkt, gerne med billeder og video hvis det er relevant.

Lav artikler og/eller videoer om hvordan man bruger eller vedligeholder jeres produkter

20 minutter: En hurtig beskrivelse eller video om hvordan man rengør et produkt, bruger det korrekt eller lignende.

2 timer: En længere artikel/blogindlæg der forklarer detaljer om hvordan produktet fungerer, skal behandles, vedligeholdes, opbevares osv, suppleret med billeder, og gerne video der viser det (hvis relevant).

Skriv blogindlæg eller artikler med gode råd, der relaterer sig til jeres produkter eller ydelser

Fx “Sådan vælger du den rigtige gulvbelægning til badeværelset”, “Hvilken behandling hjælper bedst mod spændingshovedpine”, “Hvornår har du brug for en revisor?” og lignende.

Det skal være noget hvor I har en løsning, på i alt fald noget af det, men det må ikke blive en salgstekst – det skal være konkret oplysende. Og gerne fortælle hvornår I er den rigtige at købe hos, og hvornår I ikke er.

Præsentér jeres leverandører og samarbejdspartnere

20 minutter: Skriv en lille tekst til forsiden med et relevant link, enten til brand eller produkter på jeres egen hjemmeside eller til leverandørens hjemmeside, Facebook eller andet.

2 timer: Skriv en længere artikel om hvorfor I har valgt denne leverandør – og husk at fokusere på hvad jeres kunder får ud af at I bruger lige netop denne leverandør.

Fortæl om jeres kunder

Udtalelser/anbefalinger fra (tilfredse) tidligere kunder

20 minutter: Få en kort udtalelse (testimonial) fra kunden og læg den i fx siden af hjemmesiden på alle relevante sider (hvis den er positiv)

2 timer: Få en udtalelse (testimonial) og brug den som baggrund for en case-artikel om hvordan I arbejdede for denne kunde.

Fortæl om opgaver I har løst (referencer)

20 minutter: en hurtig reference der fortæller hvad opgaven bestod i, hvem kunden var, og billede af resultatet (hvis muligt)

2 timer: en grundigere case-beskrivelse af hvordan I fik kunden fra punkt A (hvor kunden havde en udfordring) til punkt B (hvor udfordringen blev løst)

Fortæl om nye kunder eller opgaver, I har fået

20 minutter: En kort tekst om hvad I skal løse for hvem, og hvorfor I glæder jer til det

2 timer: En længere beskrivelse af hvad kundens udfordring er, hvordan I vil løse opgaven, og bred det ud med fx “typiske problemer ved at bruge den gamle løsning”, hvis det er relevant for flere af dem, I gerne vil have som kunder.

Fortæl om verden udenfor jeres firma

Kommentarer til sager i medierne

Hvis der er aktuelle sager, der har berøring til jeres brancher eller fagområder, har I måske en holdning eller en interessant vinkel på sagen. Eller en mening om hvordan en opgave er blevet løst – og om I ville have grebet den an på samme måde, eller gjort noget helt andet.

Husk at “interessant” altid betyder interessant og relevant for jeres læsere – de skal blive klogere på jer som firma, jeres fag, produkter eller lignende.

20 minutter: Skriv et hurtigt meningsindlæg på bloggen

2 timer: Skriv en artikel/blogindlæg, der forklarer mere i dybden hvorfor man ikke kan løse fx skolebørns mistrivsel ved at give dem flere lektier for, eller hvad der nu er relevant for jeres firma (og hvor dan I ville løse det i stedet).

Lav sæson-relevante blogindlæg

Hvis I fx har en planteskole, er det helt indlysende at skrive om fx såning om foråret og vinterdække om efteråret. Måske er der lignende ting der er relevante i bestemte sæsoner for jer?

Husk at udgive sæsonrelevant indhold noget tid FØR folk skal bruge det, så I er sikre på Google har registeret det.

Husk også at tjekke hvor mange andre, der har skrevet om det samme – internettet bugner i visse brancher af julerelaterede indlæg, nytårsforsætter og ting som “Sådan laver du SEO næste år”.

Prøv at finde på noget, der ikke er andre der har skrevet om – og allerhelst noget I faktisk er blevet spurgt om.

Fortæl om firmaet

Rediger jeres firmabeskrivelse eller om os-side

10 minutter: Sæt knapper eller links ind til “Følg” og/eller “Del” på Facebook, LinkedIn, Twitter, Instagram og evt. andre sociale medier (der skal kun være Følg-links til de medier, I faktisk er aktive på)

20 minutter: Tjek om den stadig er helt uptodate – og se den med kommende kunders øjne, får de svar på hvad I kan (og ikke kan) hjælpe med, og hvem I er – får de lyst til at lære jer at kende?

2 timer: Omskriv firmabeskrivelsen, så den viser hvem I er lige nu, hvad I gør, og hvorfor folk skal vælge at handle med jer.

Fortæl om arrangementer I afholder

20 minutter: en lille tekst med omtale af arrangementet til forsiden

2 timer: en mere grundig beskrivelse af arrangementets indhold, hvem der deltager osv, plus links til arrangementet rundt på hjemmesiden.

Er det et arrangement med en bestemt dato, og har du mulighed for det, så sæt strukturerede data på (Event-schema). (Hvis du ikke ved hvad det betyder, så glem det. Men har du mange arrangementer, kan det måske betale sig at sætte sig ind i).

Fortæl om sager og godgørende formål, I støtter – og hvorfor

20 minutter: Læg en lille tekst evt. med logo fra en godgørende organisation ind på hjemmesiden – fx på Om os.

2 timer: Skriv en længere artikel om hvorfor det er relevant for jer at støtte netop denne organisation eller sag.

Fortæl om medarbejderne og deres hverdag

Små historier fra hverdagen, der viser hvad jeres medarbejdere kan

Med den her skal I holde tungen lige i munden for at være sikre på, det er noget der kan interessere jeres besøgende. Til gengæld kan de fleste godt lide at få et kik ind “bag kulisserne”, hvis det er relevant for det de overvejer at købe af jer.

Den er naturligvis også oplagt til at gøre kommende medarbejdere interesserede i jer som arbejdsplads.

20 minutter: et billede fra en hverdagssituation med en lille tekst til

2 timer: et længere blogindlæg om hvordan jeres medarbejdere arbejder, med billeder og evt. med video, der viser hvordan arbejdet foregår.

Nye præsentationer af medarbejderne

Tjek medarbejdernes fotos, beskrivelser osv. for om de er uptodate, om det ser professionelt nok ud, om de afspejler der hvor firmaet er i dag, og om beskrivelserne er lavet med hensyn til at være interessante for kunderne.

Drop alt om “har mand, 2 børn og elsker Vild med Dans og skumfiduser” – det er kun interessant for kollegerne.

Det må dog gerne være personligt, men ikke privat; hvis fritidsinteresser skal med skal der være en særlig grund, fx hvis man har optrådt i TV med sin hobby, eller er kendt i lokalområdet for den (og det sidste gælder kun, hvis I primært henvender jer lokalt).

20 minutter: Ret småting, fx hvis nogen i sin tid har fået skrevet deres alder på som “40 år gammel”, så ret det til “født i 1981”, så det ikke bliver forældet igen til næste år 🙂

Overvej også om det er relevant at lægge links til medarbejderes LinkedIn- eller Twitter-profiler – men husk reglen om gerne personligt, men ikke privat.

2 timer: Læg helt nye beskrivelser og billeder af medarbejderne på.

Har du brug for mere hjælp til ideer?

Hvis du synes der mangler ideer til indhold, der passer til lige netop dit firma, så hjælper jeg dig gerne videre – skriv til mig på anette@nielsensbureau.dk eller 2621 8728, eller se flere muligheder her 👇


Brug for hjælp til hjemmesiden (og mere fritid til dig?)

Så kan du hyre mig som webredaktør – uddelegere arbejdet, så du kan bruge din tid på det DU er bedst til (eller har mere lyst til). Eller på at holde mere fri 🌞

Jeg kan for eksempel tage mig af at:

  • redigere tekster
  • SEO-optimere
  • sætte billeder og andet indhold ind
  • give dig nye ideer til forbedring af hjemmesiden
  • sørge for tekniske opdateringer
  • diverse andet, du synes er for keeeedeligt, svært eller tidskrævende

(Jeg har lavet hjemmesider, SEO og tekster i over 20 år, så jeg kan være hurtig på de fleste opgaver).

Skriv eller ring på 2621 8728 eller anette@nielsenbureau.dk og hør hvordan (og hvor hurtigt) du kan komme i gang med at uddelegere kede-opgaverne 😉

Få en gratis mini-rådgivning

Har du brug for hjælp til at komme godt i gang med din SEO-strategi, til at få løst noget der driller, eller til hvordan du redigerer jeres hjemmeside?

De første 15 minutters rådgivning, der får dig et skridt videre, får du “på huset” her hos mig.

Send mig en mail på anette@nielsensbureau.dk eller en sms på 2621 8728, så finder vi et tidspunkt at snakke sammen.

Kontakt - gratis rådgivning om SEO de første 15 minutter

3 kommentarer til “30 ideer til opdatering af din hjemmesides indhold (når du vil højere op på Google)”

  1. Hej Annette

    super godt indlæg , gode ideer nogle af dem ikke brugt endnu.

    jeg har først satset på onpage seo optimere siden der har jeg brugt meget dette her seo tool analyzeme.dk/gratis-webanalyse-seo-optimering

    hastighed på siden er meget vigtigt i optimering proces der har jeg prøvet rette alle fejl dette her tool siger developers.google.com/speed/pagespeed/insights

    jeg optimere meget tit på min side der arbejdes med videoer få det på siden og den pole konkurrence jeg stiller op i vil jeg efterfølgende skrive en presse meddeles ud.

    jeg skriver lange tekster på min side med h1 overskrifter h2 underoverskrifter teksten h3 h4 alle over 500 ord

    venlig hilsen

    Mikael

    • Hej Mikael,

      Super godt at du er så aktiv med at “finpudse” hjemmesiden – det er gode ting du gør.
      Og helt klart oplagt at skrive om en konkurrence du deltager i – både før og efter!

      Før kan du bede folk komme og heppe på dig (hvis der er åbent for adgang for alle) osv, eller for at krydse fingre – bagefter kan du skrive om resultatet og poste videoer. Der er tit materiale til flere indlæg/videoer osv i en enkelt begivenhed – og det er altid interessant og “delevenligt”, hvis noget er både aktuelt og noget, der kan interessere folk.
      (Hvis ikke du selv vinder konkurrencen, kan du fx skrive et blogindlæg om hvad der gjorde at vinderen vandt, var der en særlig teknik/udførelse osv.)

  2. Imponerende ide rigdom Anette. Sikke et godt initiativ!

    Et forslag til flere punkter kunne være:

    – Skriv om projekter i foreningsregi som I eller en medarbejder er involveret i, hvis virksomheden har doneret arbejdstid til det

    – Skriv om mentorarbejde eller andet frivilligt arbejde du som virksomhedsejer er involveret i

    Og så mener jeg, at man hver gang omhyggeligt – men ikke langtrukkent – skal forklare hvordan aktiviteten bidrager til at styrke virksomhedens services eller produkter til gavn for kunderne.

    Mvh
    Elisabeth Tejlmand

Der er lukket for kommentarer.