SEO-titel, sidetitel, metatitel, korttitel og bare titel – hvad er hvad (i WordPress)?

Din sidetitel – det der i Yoast SEO (til WordPress) hedder “SEO-titel” – er et af de vigtigste elementer i din SEO-arbejde overhovedet.

Den kan optræde under forskellige navne; jeg (og mange andre inden for SEO) kalder den altså “sidetitel” (på engelsk “page title”) – og samtidig er der mange andre ting, især i WordPress, der kaldes noget med “titel”.

Så hvis du ikke beskæftiger dig med SEO, WordPress, Yoast osv jævnligt, kan det være noget af en jungle at finde rundt i, hvad der menes.

Derfor vil jeg prøve at rede trådene lidt ud her – for det er vigtigt at have styr på den rigtige titel (sidetitlen), når du vil gøre dig godt på Google.

Sidetitlen er den vigtigste at kende

Hvis du skal lave en enkelt SEO-ting, ud over at lægge noget godt og populært indhold på din hjemmeside, er det sidetitlen du skal fokusere på. Det er den lille tekst der kommer frem på fanebladene i din browser:

Sidetitel/SEO-titel vises i fanebladet i browseren

Den vises også normalt som den øverste linje i søgeresultatet i Google

Sidetitel eller SEO-titel vises oftest (men ikke altid) som link og overskrift i Googles søgeresultat

Sidetitlen kommer fra en kode på (den enkelte side) på hjemmeside, der hedder title tag, og som ser sådan her ud i hjemmesidens kode:

Sidetitlen i hjemmesidens html-kode – du kan tjekke din egen hjemmesides kode ved at højreklikke på siden og vælge “Vis kildetekst”, “View source” eller lignende.

Den sidder som regel i starten af koden, men det vigtige er ikke præcis hvor den står, men at den er omgivet af <title> og </title>.

Uanset hvordan dit hjemmesidesystem giver dig mulighed for at lave din egen SEO-titel, skal resultatet være, at der kommer en tilsvarende linje i koden for din hjemmeside. Ellers er det ikke den rigtige sidetitel, som er så vigtig for at få dit link fundet og vist på Google.

SEO-titel er det samme som sidetitel

Du vil oftest finde mulighden for at skrive sidetitel inde under noget der hedder noget med “SEO”; i WordPress Yoast SEO er det nede under rediger snippet

I Yoast SEO i WordPress kaldes sidetitlen for SEO-titel
Yoast SEO pluginnet bruger betegnelserne SEO-titel og Korttitel

Som du kan se, kaldes den her for “SEO-titel” – og en del af den kan være en “sitetitel”, som du skriver inde under de generelle indstillinger for hele hjemmesiden).

SEO-titlen eller sidetitlen gælder KUN for en bestemt underside, og alle undersider på hjemmesiden – inklusive blogindlæg, sider med testimonials osv, SKAL have deres egen, unikke sidetitel.

Pas på med at rette i “korttitel”!

Lige nedenunder SEO-titel har Yoast plads til at man skriver (eller redigerer) sin “korttitel” – som er noget helt fuldstændig andet (men stadig har betydning for SEO). Og som du skal passe på med bare lige at rette i!

Hvis du retter korttitlen, ændrer du nemlig samtidig i sidens URL (adresse). Og det er IKKE noget du bare lige skal gøre, med mindre du er helt sikker på hvad du kaster dig ud i. Du risikerer at der er links, der holder op med at virke.

En “metatitel” er også det samme som sidetitel

Sidetitlen bliver nogle gange betegnet som et “META-tag”, men er det faktisk ikke (derfor er betegnelsen metatitel også noget vrøvl). Den sidder bare typisk samme sted som META-tags i koden.

Hvad så med bare “titel”?

Hvis SEO-nørder snakker indbyrdes sammen, kan det godt være vi bare kalder det for “titel” (eller engelsk “title”); vi prøver virkelig at lade være når vi taler og skriver til ikke-fagfolk, men måske smutter den engang imellem.

I ældre versioner af WordPress kunne du også, når du starter en ny side eller et nyt blogindlæg, blive bedt om allerøverst at tilføje en titel – den er dog i nyere versioner blevet rettet til “overskrift”.

Når du starter en ny side eller et blogindlæg i WordPress, skal du tilføje en overskrift – i ældre versioner står her ofte “titel”
I den engelske udgave af WordPress hedder overskriften også "title"

Hvis du kører med en engelsk udgave af WordPress kaldes sidens hovedoverskrift stadig for “title”. Sidetitlen – den der vises i fanebladet og på Google – vil oftest blive kaldt page title. Yoast kalder den SEO title på engelsk:

I den engelske udgave af Yoast SEO til WordPress hedder sidetitel "page title", og korttitel hedder "slug"

Det der på dansk er kommet til at hedde “korttitel” kalder de for “slug” (som der også stod i ældre versioner på dansk).

Er en site-titel det samme som sidetitel og SEO-titel?

Som du kan se her (i de lilla “bobler” på skærmbilledet herover), opererer Yoast også med en “site title” (på dansk står blot sitetitel i et ord) – der kan være en del af sidetitlen! Det er jo allerede forvirrende nok. Men for at gøre forvirringen total, kalder WordPress dette for en “sidetitel” inde under indstillinger…

Når du redigerer dette under indstilinger, kommer det til at gælde for ALLE enkelte sider på din hjemmeside – dvs. både forsiden, alle undersider og alle blogindlæg.

Denne site-titel er det, der kommer til at stå bagerst i alle dine SEO-titler, hvis du ikke ændrer det med vilje. Hos mig fx Nielsens Bureau, Odder v. Århus:

Under de centrale indstillinger i WordPress kan du skrive det, der som udgangspunkt står i alle sidetitler, efter navnet på siden.

Du skal endelig skrive en “site-titel” inde under indstillinger, men vær obs på at den dels skal kunne virke på alle sider af din hjemmeside, dels at dette ikke fritager dig for at skulle ind og arbejde med de enkelte siders sidetitel, hvis du vil lave rigtig god SEO.

Google ser og registerer hver enkelt underside af hjemmeside for sig. Derfor er det vigtigt at sidetitlen, som er det vigtigste “skilt” til at vise Google, hvad der er at finde på en bestemt side, ikke er det samme som på alle andre sider.

WordPress har som udgangspunkt en fin, automatisk løsning på dette (se næste afsnit). Den forudsætter bare, at du skriver en rigtig god overskrift til dine sider, både salgssider og blogindlæg.

WordPress gør automatisk din overskrift til både sidetitel og korttitel

Når du skriver et indlæg eller en side, tager WordPress selv sidens hovedoverskrift og laver til (første del af) sidens sidetitel.

Så på overfladen bliver de to ting det samme, men de ER ikke det samme – det er blot den samme stykke tekst, som WordPress sætter i to forskellige stykker af koden på hjemmesiden.

Og faktisk er der hele fire steder, dette stykke tekst kan blive brugt.

For at gøre det nemmere for folk, bruger WordPress som udgangspunkt nemlig den enkelte sides hovedoverskrift til automatisk at lave

  • sidens title tag (sidetitel)
  • sidens url (adresse), fx https://www.nielsensbureau.dk/2015/10/seo-overskrifter-h1-h2-h3-koder/
  • sidens navn i menuen (hvis du lader WordPress danne menuen automatisk)

Hvis jeg opretter en ny side med overskriften “En fantastisk sidetitel”, ser det sådan her ud inde i WordPress:

Her ser du hvordan din sides overskrift i WordPress automatisk bliver til sidetitel og korttitel=kortlink=url

Når siden er udgivet, kommer de forskellige titler og navne frem her på hjemmesiden (i dette tilfælde en meget skrabet demo-hjemmeside med “WordPress demosite” som site-titel fra indstillinger):

Automatisk sidetitel, menunavn og url som WordPress selv laver ud fra en sides overskrift

Det er jo smart nok tænkt, for i stedet for at udfylde 4 forskellige steder med den samme tekst, kan du i princippet nøjes med at skrive ét sted.

Men det er kun godt nok, hvis du faktisk vil have det samme til at stå som overskrift, sidetitel, menupunkt og url. Og det vil man meget ofte IKKE.

Derfor skal du bruge et SEO-plugin som fx. Yoast SEO, der giver dig mulighed for at rette i WordPress’ automatiske sidetitler og at skrive din egen META-beskrivelse.

Sådan laver du overskrift, sidetitel og de andre titler korrekt

OBS: hvis du vil have mulighed for at redigere i sidetitel osv, skal du først have pluginnet Yoast SEO – eller et andet SEO-plugin – installeret.

Alle eksempler her er med Yoast, men fx All-in-one SEO virker også udmærket.

Rank Math er endnu bedre og kan flere gode seo-ting, men kun findes på engelsk og kræver lidt mere at sætte sig ind i.

1. Skriv en god hovedoverskrift

Din hovedoverskrift (engelsk:title) er vigtig for SEO, og den skal du udforme med omhu så den både indeholder søgeord og giver folk lyst til at læse resten. Lad den gerne fylde en hel linje eller endnu mere, hvis det er relevant!

Du skal gå efter at skrive en SEO-mæssigt og salgsmæssigt god overskrift, som fortæller præcis hvad man kan få ved at læse denne side. Fx “1:1 psykoterapi – online forløb” og ikke bare fx “1:1” eller “Online forløb”.

Det er muligt, navnet på din side bliver alt for langt til at se godt og overskueligt ud som menupunkt. Men det skal du fuldstændigt ignorere lige nu – det fikser du nemlig senere.

2. Redigér eventuelt korttitlen (bliver del af urlen)

Tjek derefter hvordan sidens korttitel ser ud – hvis din overskrift er lang, skal du nok fjerne nogle ord. Småord som “at”, “den”, “et” – og eventuelt andre uvigtige ord – bør fjernes, så urlen bliver i “telegramstil”. Indholdsordene som ofte også er dine søgeord, skal blive der; de er vigtige at have med i URLen.

Det er smartest at du redigerer korttitlen (= din url) som noget af det første, eller i alt fald før du udgiver din nye side eller blogindlæg – ellers skal du bare til at sætte viderestilling op, især hvis du går ind og ændrer en korttitel som har ligget ude på nettet et stykke tid (hvis du kommer til at udgive og med det samme går ind og retter er det OK).

Som du kan se på skærmbilledet herunder, er den korttitel Yoast har genereret for (første udgave af) dette indlæg ikke særlig kort. Derfor har jeg redigeret den, så indholdsordene (de vigtige søgeord) stadig er der, men resten er slettet.

Så sidens url ender nu på “hvad-er-seo-titel-sidetitel-metatitel-korttitel” (og hele adressen på siden bliver “www.nielsensbureau.dk/2021/03/hvad-er-seo-titel-sidetitel-metatitel-korttitel”).

3. Skriv din sidetitel efter hvad der kan “fænge” på Google

Du kan på billedet lige ovenfor se, at den sidetitel (SEO-titel) Yoast automatisk laver for mig, er for lang (bjælken under er rød, og der hvor den viser den “snippet” der vil blive vist på Google, kommer det hele ikke med). Derfor skal jeg ind og ændre den lidt.

I dette tilfælde vælger jeg at slette “sitetitlen” (Nielsens Bureau v. Odder). Søgeordene skal blive der, da jeg håber på at blive fundet på Google på disse udtryk – men da det er et blogindlæg, der skal få folk (som dig 😉 ) til at gå ind på min hjemmeside og blive dels klogere, dels overbevist om at jeg ved noget om SEO, er det ikke vigtigt at have med at mit firma ligger i Odder.

Først prøver jeg lige om der er plads til bare at have selve firmanavnet Nielsens Bureau med – det er der desværre ikke, så i dette tilfælde ender sidetitlen med bare at blive det samme som overskriften. Firmanavnet er normalt ikke særlig vigtigt ude på Google (og domænenavnet står alligevel ved resultatet) – men søgeordene er vigtige.

Derefter gemmer du siden som kladde. Før du udgiver den, skal du selvfølgelig lige have tekst og billeder osv ind på siden, og du skal også allerhelst skrive en metabeskrivelse (den kommer jeg ikke nærmere ind på her).

OBS: eksemplet her er med et blogindlæg, der skal fungere som videndeling, SEO og branding. Hvis det var en salgsside, ville jeg gå lidt anderledes til værks og være mere omhyggelig med at have skrevet både overskrift, sidetitel, metabeskrivelse og korttitel på forhånd – og på baggrund af søgeordsresearch.

4. Redigér sidens navn i menuen

Dette er mest relevant for almindelige sider, der præsenteres i en menu på hjemmesiden, og ikke så meget for blogindlæg. Afhængigt af hvordan din hjemmesides menu er lavet, kan det enten være at

  1. den nye underside automatisk kommer med i menuen
  2. du skal ind under Udseende > Menuer og sætte den ind selv

Uanset hvad, vil der som udgangspunkt stå hele overskriften, du har skrevet, som menupunkt. Hvis overskriften er 1-2 linjer lang, tager den sikkert for meget plads op.

Det er meget vigtigt for din SEO, at sidens overskrift og sidetitel er udbygget og præcis nok til at både Google og mennesker tydeligt kan se, hvad denne enkelte side handler om. Derfor må du aldrig lade hensynet til menupunkterne bestemme, hvad dine overskrifter skal være.

Men det er lige så vigtigt for brugervenligheden og overskueligheden på din hjemmeside, at sidernes navne i menuen ikke er for lange.

Derfor bør du fra start få sat din(e) menu(er) op, så du redigerer den (eller dem) inde under Udseende > Menuer. Så får du nemlig mulighed for at give dine sider et andet navn i menuen – uden at det ændrer på sidernes overskrifter.

Det vil sige at du med et snuptag vil kunne ændre fx “1:1 psykoterapi sessioner online” til – i menuen – blot at hedde “1:1”, “1:1 online” – eller hvad der nu passer bedst i sammenhængen.

Jeg vil anbefale dig at gøre dette først som sidst, for så har du altid kontrol over hvordan dine menuer bliver bygget op og hvad der står. Du kan fx også selv bestemme rækkefølgen på links i menuen ved at trække dem op og ned, og gøre dem til underpunkter ved at trække dem til siden.

Du finder menu-redigeringen under Udseende -> Menuer i WordPress. Her skal du sørge for at vælge den rigtige menu, og kan så se og redigere de forskellige menupunkter:

Du bør redigere menuerne på din WordPress-hjemmeside under “Udseende”, så du har kontrol over hvad der står

Læg i øvrigt mærke til at WordPress kalder dette for – menutitel! Endnu en titel til samlingen…

Det behøver du ikke tænke så meget over; så længe du husker på at det er den enkelte sides overskrift og sidetitel, der er de vigtigste ting at arbejde med.

Brug for mere hjælp til titlerne?

Hvis du stadig er forvirret over de mange “titler” i WordPress og SEO, vil jeg meget gerne hjælpe dig videre – enten ved at uddybe noget generelt i dette indlæg, eller ved at hjælpe dig specifikt med din hjemmesides forskellige titler.

Det koster ikke noget at få et hurtigt råd 👇

Få en gratis mini-rådgivning

Har du brug for hjælp til at komme godt i gang med din SEO-strategi, til at få løst noget der driller, eller til hvordan du redigerer jeres hjemmeside?

De første 15 minutters rådgivning, der får dig et skridt videre, får du “på huset” her hos mig.

Send mig en mail på anette@nielsensbureau.dk eller en sms på 2621 8728, så finder vi et tidspunkt at snakke sammen.

Kontakt - gratis rådgivning om SEO de første 15 minutter