Googles opdatering om nyttigt indhold: skal du være urolig for din SEO?

Lige nu er der meget snak i internationale SEO-kredse om Googles nye opdatering med et nyt sæt algoritmer, der kaldes “the helpful content update”.

Så snart der er en ny opdatering af algoritmerne, bliver mange nervøse, for hvad skal vi så NU til at forholde os til?

Men bare rolig. Hvis du ikke er en af dem, der har SEO-tekster liggende, der er skrevet som i “gamle dage”, så har du sandsynligvis ikke så meget at frygte.

Alligevel bør du lige vide, hvad opdateringen går ud på, og hvad du skal være påpasselig med.

Det kan nemlig være en god idé lige at tjekke din hjemmeside igennem her i efteråret, og måske tænke over, om det er nu, du skal til at bruge lidt flere kræfter på at få nyttigt indhold på din hjemmeside?

Helpful content – nyttigt indhold – er ikke noget nyt inden for SEO

Det nye ved den her Google-opdatering er ikke, at man skal til at lave nyttigt indhold på sin hjemmeside. Dvs. indhold, der giver de besøgende på hjemmesiden en form for værdi, information eller underholdning. Noget, de “kan bruge til noget”, som vi siger på jysk 🙂

Det har været vigtigt for at komme højt op i Googles søgeresultater i årevis.

Det nye er, at man efter den nye algoritme-opdatering i langt højere grad kan blive straffet for at have U-nyttigt indhold på sin hjemmeside. Dvs. indhold, der mest er lavet for at tilfredsstille Google.

Og det lyder til, at Google vil skrue bissen på: på deres egen beskrivelse skriver de at hvis man bliver ved med at have sider eller blogindlæg med dårligt indhold på, går det ikke bare ud over synligheden for den enkelte side, hvor det dårlige indhold findes.

“Unyttig” indhold vil faktisk kunne trække HELE hjemmesidens placeringer ned.

Og dét skal du være obs på!

Læs her hvilket indhold du skal undgå, og hvad du lige nu skal gøre for at være så sikker som muligt på, at den nye opdatering ikke kommer til at skade din SEO. 👇

Hvad er unyttigt og dårligt indhold i Googles øjne?

Unyttigt indhold er helt kort sagt tekster og andet, som rigtige mennesker ikke kan bruge til noget. Eller indhold, som lokker med at love dig svaret på hvordan man gør noget, eller at man her kan få Danmarks billigste løsning på et eller andet, men faktisk ikke lever op til det, det bliver lovet.

Det er især (men ikke kun) tekster, der skrevet udelukkende med det formål at komme højt op på Google på et bestemt søgeord; dvs. tekster, der er skrevet til søgemaskinen, og ikke til rigtige mennesker.

Du har sikkert stødt på dem; lange smører stolpe op og stolpe ned om et bestemt produkt, som ikke gør dig spor klogere, men bare er “fyld” for at få sit søgeord med.

De er typisk fra “gamle dage”, hvor man tænkte i søgeordstæthed og i at få søgeordet ind så mange gange som muligt.

Det er desværre næsten umuligt at give helt præcise retningslinjer for, hvad Google ser som acceptabelt. men du kan starte med at spørge dig selv, om det du skriver faktisk er noget, folk har brug for at vide? Eller bare noget, du gerne vil skrive?

Hvem er i størst risiko for at blive ramt af de nye algoritmer?

Google har et ekstra godt øje til nogle bestemte brancher eller nicher, fordi der her historisk set er blevet produceret meget indhold, der hovedsagelig er beregnet til at udkonkurrere konkurrenter i Googles søgeresultater. Det drejer sig om:

  • online undervisning (fx tutorials, guides osv)
  • kunst og underholdning (fx musik og film)
  • shopping (webshops)
  • teknologi (IT, softwareudvikling osv)

Er Googles opdatering kommet til danske hjemmesider?

The helpful content update er indtil videre kun rullet ud for engelsksprogede hjemmesider; det blev Google færdig med d. 9. september. Dvs. hvis du har en hjemmeside på engelsk, har den muligvis allerede været forbi dig.

Den er ikke sat i gang for dansksprogede hjemmesider, og Google siger heller ikke noget om, hvornår det sker (ud over “i fremtiden”), men det er højst sandsynligt, at den kommer til alle sprog.

Hvordan kommer du af med det unyttige indhold?

Allerførst skal du finde ud af, om der overhovedet kan være noget for Google at komme efter på din hjemmeside.

Google skriver selv disse spørgsmål, som du bør stille dig selv om dine blogindlæg, salgtekster og andre sider:

  1. Er indholdet mere lavet for at tiltrække folk fra søgemaskinerne, og ikke lavet til at bruges af mennesker?

  2. Har du masser af indhold om mange forskellige emner, fordi du håber at noget af det gør sig godt i søgemaskinerne?

  3. Bruger du automatik (AI) til at producere indhold om mange forskellige emner?

  4. Opsummerer du mest, hvad andre sider, uden at tilføje ret meget værdi?

  5. Skriver du om ting, udelukkende fordi de er oppe i tiden, og ikke fordi du ellers ville skrive om dem til dit eksisterende publikum?

  6. Får dit indhold folk til at synes, de har brug for at søge videre for at få bedre information fra andre hjemmesider?

  7. Skriver du et bestemt antal ord, fordi du har hørt eller læst at Google foretrækker et bestemt antal ord? (det gør de ikke)

  8. Har du besluttet at gå ind i et niche-emne hvor du ikke har nogen egentlig ekspertise, mest fordi du tænkte du kunne få trafik fra søgemaskinerne?

  9. Lover dit indhold at besvare et spørgsmål som faktisk ikke har et svar, så som at foregive at der er en udgivelsesdato på et produkt, en film eller en TV-serie, selvom der faktisk ikke er en bekræftet dato?

Det kan nogenlunde sammenfattes til to ting:

Alle dine blogindlæg og undersider (eller rettere det, der er tilgængeligt for Google) skal være lavet for at hjælpe mennesker, give den information eller værdi du lover dem i overskriften og linket på Google (oftest = den enkelte sides sidetitel), og give dem noget, de ikke kan finde magen til andre steder

Du skal holde dig til at skrive om de emner, du ved meget om, og som passer emnemæssigt sammen med resten af dit indhold.

Her kan jeg fx se, at der nok er et par eller flere gamle indlæg, jeg selv skal have pillet af; indlæg som handler om noget jeg engang tilbød som ydelser, og som jeg ikke har nænnet at slette, fordi det lå godt i søgemaskinerne.

Skal man så bare slette det, der måske ikke er nyttigt i Googles øjne?

Nej, du skal ikke nødvendigvis bare slette – det kommer an på, hvor “slemt” dit indhold er, og om det er noget, der faktisk skal bruges på hjemmesiden. Der er 3 måder, du kan undgå at have “unyttigt” indhold i Googles øjne:

  1. Gør det utilgængeligt for Google: Der er på de fleste hjemmesider sider, der bare skal være der, selv om de ikke er “nyttige” på denne måde. Dem bør du sætte til “no-index”, så Google ved, den ikke skal tage dem med i søgeresultaterne. Det kan du eventuelt også gøre med andre sider, der falder uden for dit emne (fx gamle blogindlæg) hvis nogen stadig bruger dem.

  2. Fjern det helt fra hjemmesiden: Blogindlæg og sider som ikke er relevante (længere), fx fordi de handler om noget, dit firma ikke laver mere og derfor ikke er uptodate med længere, bør du som regel fjerne fra hjemmesiden.

    Det samme gælder indhold, som af andre grunde ikke (længere) passer ind i dit “univers”. (Hvis du gerne vil beholde det til internt brug, eller fordi det kan blive relevant igen, kan du nøjes med at ændre dem til Kladde i stedet for Udgivet).

  3. Omskriv eller redigér dit indhold, så det bliver mere nyttigt: Dette bør du bestemt gøre, hvis din sides emne stadig er relevant, og især hvis den faktisk bliver fundet på Google, som det er nu.
    Du kan opdatere med ny viden, give svar på flere (relevante) delspørgsmål, tilføje fakta eller dine egne holdninger – der er som regel masser af muligheder.
    Læs mere om hvordan du kan opdatere dit gamle indhold her: Genbrug dine gamle blogindlæg

Hvordan får du mere nyttigt indhold ind?

“Helpful content” handler om hvad du kan hjælpe dine besøgende med, og hvordan – inde på din hjemmeside. Og det er ikke noget nyt, at det er en god idé at have godt med den slags indhold på hjemmesiden, hvis du vil “tækkes” Google.

Hvis du er mest vant til at tænke over, enten hvad Google “vil have”, eller hvad I som virksomhed vil sælge, kan være en længere proces at få sat gang i mere nyttigt indhold. Måske er du nødt til at starte helt fra bunden med at finde ud af, hvad dine besøgende har brug for at vide, læse, se osv..

(Det kan jo også være, at du allerede har en rigtig solid viden om det – og så kan du jo bare begynde at producere nye og flere nyttige sider til dine besøgende).

På en firmahjemmeside vil det altid være relevant at få overblik over den såkaldte kunderejse, og derfra finde ud af hvad din typiske (kommende) kunde har brug for at vide både før, mens og efter, hun køber det, du sælger.

(Og du skal så vidt muligt have ægte viden – ikke bare gætte dig frem hjemme fra din kontorstol.)

Den viden kræver en form for kontakt med dine potentielle og eksisterende kunder. Den behøver dog ikke altid være personlig kontakt. Jeg baserer fx ofte mine blogindlæg om noget nogen har spurgt om; ikke nødvendigvis noget en bestemt person har spurgt lige nøjagtig MIG om, men også hvad folk “snakker” om på sociale medier og andre steder. (Dette blogindlæg er ingen undtagelse).

Det kan også være relevant at bruge værktøjer som fx Google Search Console og Google Analytics til at se, hvilke sider på din hjemmeside der er mest besøgt, hvilke sider folk bliver længst tid på, og meget andet.

Du skal altså til at tage meget mere udgangspunkt i dine kommende kunders behov, end du måske har gjort før.

Nyttigt indhold på hjemmesiden handler om det DE har brug for – ikke så meget om hvilke ord du gerne vil findes på Google på, eller om hvad du synes (eller ledelsen siger) at der skal stå.

Kunsten er så selvfølgelig at få de to ting til at mødes og spille sammen.

Nyttigt indhold handler om at hjælpe, guide, rådgive eller underholde dine besøgende

Hvordan laver du nyttigt indhold i praksis?

Kort fortalt handler det om at få ideer til flere slags indhold, og så producere dem ud fra, hvad du ved om, hvad kunderne vil have (svar på).

Det er også vigtigt, at du holder dit indhold inden for det område, din hjemmeside og forretning har med at gøre. Det er utroværdigt, hvis du på en hjemmeside om osteopati pludselig begynder at skrive om hvordan man kan spare på strømmen, bare fordi folk søger rigtig meget på Google efter det lige nu.

Tænk på at din hjemmeside med fordel kan indeholde alle disse tre typer indhold, hvis du gerne vil have den højt op på Google:

  1. Oplysende eller underholdende artikler, blogindlæg, YouTube-videoer osv til dem, der endnu ikke ved, om de har brug for eller lyst til at købe det, du sælger

  2. Salgstekster, der svarer på de typiske spørgsmål, dine kommende kunder stiller – hvad har de brug for at vide? Hvad plejer de at spørge om?

    Du skal selvfølgelig stadig beskrive deres udbytte, og huske at salgsteksternes opgave først og fremmest er at sælge varen. Men du kan tænke på det som at du skal hjælpe folk med at tage en købsbeslutning.

  3. Support-indhold til dem, der allerede har købt – fx manualer, forklarende videoer osv – der faktisk hjælper folk til at kunne udføre en opgave, der har med dit produkt eller din ydelse at gøre, korrekt

Det går ud over det her blogindlæg at beskrive selve processen – den kan du få af mig andre steder, fx til en workshop eller et Business Blog boost-møde 😉

Hvad skal du så gøre nu?

Først: lad være med at gå i panik. Opdateringen er ikke kommet til danske (dansksprogede) hjemmesider endnu.

Men gå gerne i gang med at rense din hjemmeside igennem for tekster, der ikke informerer dine besøgende om noget, de faktisk kan være i tvivl om, giver dem en løsning på et reelt (oplevet) problem, eller andet, der er nyttigt indhold for dem.

Få eventuelt lavet de pågældende sider eller indlæg om, så de besvarer spørgsmål, dine besøgende reelt har stillet dig – eller kunne stille dig.

(Du kan læse meget mere om opdateringen – på engelsk – hos Google Developers: What creators should know about Google’s helpful content update).


Del gerne indlægget, hvis du kender nogen der kunne have glæde af det:

Få en gratis mini-rådgivning

Har du brug for hjælp til at komme godt i gang med din SEO-strategi, til at få løst noget der driller, eller til hvordan du redigerer jeres hjemmeside?

De første 15 minutters rådgivning, der får dig et skridt videre, får du “på huset” her hos mig.

Send mig en mail på anette@nielsensbureau.dk eller en sms på 2621 8728, så finder vi et tidspunkt at snakke sammen.

Kontakt - gratis rådgivning om SEO de første 15 minutter