Google Analytics – derfor kan (skal, må!) du ikke undvære det

Google Analytics er en gratis tjeneste fra Google, som jeg vil mene du bare SKAL installere på din hjemmeside, fordi det kan gøre dig meget klogere på, hvordan din hjemmeside kan blive (endnu) bedre.

Du får adgang til meget detaljerede oplysninger om, hvordan folk bruger din hjemmeside, der kan være rigtig meget værd for din forretning – og det koster fuldstændig helt og aldeles gratis.

radio_analytics_peak

I gamle dage var webstatistik for de fleste noget, der hørte sammen med webhotellet, og som var ret primitivt; det kunne vise hvor mange besøgende man havde haft på hjemmesiden i alt i en periode, hvilke sider der var blevet set mest, hvilke browsere der var blevet brugt, og egentlig ikke så meget mere.

Med Google Analytics kan du se meget mere end i de gammeldags webstatistikker;  du kan trække på masser af data, der kan hjælpe dig med at gøre din hjemmeside bedre; både til at få den fundet mere på Google, og til at optimere de enkelte sider, så de sælger dig bedst muligt.

Det kan Google Analytics – blandt andet – fortælle dig

  • hvordan folk har fundet din hjemmeside – er de kommet via Google, et nyhedsbrev, et link på en anden hjemmeside, eller andet
  • se hvilke af dine sider, der er blevet delt (mest) på sociale medier
  • hvilke sider der bliver fundet mest, læst mest og klikket mest på
  • hvor lang tid folk har kigget på hjemmesiden, og på hver enkelt side
  • hvor mange der besøger din hjemmeside via telefoner eller tablets (f.eks. iPad)
  • hvor mange der går ind på din hjemmeside, når du lige har f.eks. udsendt et nyhedsbrev eller været i radioen  – i realtid, dvs. i det øjeblik, de går derind – læs også Sådan holder du øje med hvad der sker på hjemmesiden her og nu
  • hvor mange ud af dem, der går ind på en bestemt underside, ender med at købe et bestemt produkt
  • hvis der er mange der finder et produkt på din hjemmeside, men ikke ender med at købe produktet, hvor i processen er det så, de falder fra (er det efter læsning, efter at have lagt i indkøbskurv, eller hvornår)
  • hvor meget salg du får ud af henholdsvis Adwords-annoncer og søgemaskineoptimering for de enkelte sider/produkter

Meget nyttig viden, som det hurtigt kan vise sig du ikke kan undvære – i alt fald hvis du er typen, der hellere vil VIDE hvad der fungerer, end gætte og føle dig frem.

Hvilke søgeord folk har fundet siden på… skal du få andre steder fra

En ting du ikke længere uden videre kan med Google Analytics, er at se hvilke søgeord, dine besøgende har fundet din hjemmeside på. Der er godt nok en statistik over det, men rigtig mange af ordene vil nu stå angivet som “(not provided)”, hvilket betyder at Google ved det, men holder det hemmeligt for dig. Den officielle grund er at det er for at beskytte deres brugeres privatliv.

Disse søgeord kan du dog finde i Google Search Console (tidl. Google Webmasterværktøjer) (hvor du dog ikke kan se, hvilken side det enkelte søgeord førte folk hen til). Hvis du har tilmeldt din hjemmeside til både Analytics og Search Console og har knyttet de to ting sammen, kan du faktisk også se statistikken over søgeord i Analytics (under “Søgemaskineoptimering”> “Forespørgsler”).

 

Du kan også finde en udførlig statistik over søgeord hvis du bruger Google Adwords – selvom det kun er besøg via Adwords-annoncer den viser, kan det godt fortælle dig, om folk søger mest på f.eks. “knogleskørhed” eller “osteoporose”, og den viden kan du derefter bruge i dit arbejde med SEO og hjemmesidetekster.

Få Analytics nu – jo tidligere, jo bedre

Selvom du har en helt ny hjemmeside, og du ikke lige tænker, du skal bruge tid på at optimere den en hel masse til at starte med, så tag bare og få installeret Analytics med det samme. Analytics kan nemlig først registrere hvad der sker på din hjemmeside, når det er blevet installeret (ved hjælp af en lille stump kode). Og jo længere tid, du har oplysninger for, jo bedre beslutninger kan du træffe – også selvom der måske går et halvt eller et helt år, før du får rigtigt behov for at se tallene og vide, hvordan du kan forbedre din hjemmeside.

Sådan får du Google Analytics på din hjemmeside

Hvis du allerede bruger Google Adwords, vil jeg anbefale dig at oprette Analytics inde fra din Adwords konto, så de kommer til at hænge sammen. Ellers går du ind på www.google.dk/intl/da/analytics/ og tryk på “Log ind” (hvis du allerede har en generel Google-konto), ellers på “Opret konto”.

Derefter skal du have tilføjet din hjemmeside: første skridt i den proces hedder forvirrende nok også “Tilføj konto” (men nu er det altså internt i Analytics, og du skal bare kalde den det samme som dit firmanavn eller din hjemmeside).

Herunder skal du udfylde forskellige oplysninger, og ende med at få vist en såkaldt sporingskode, som er nogle linjers hjemmeside-kode, der skal sættes ind i koden på din hjemmeside. Lige den del skal du måske have din webmaster til at tage sig af – og i så fald er det måske nemmest at du bare lader ham eller hende oprette det hele, da det godt kan forvirre, når man ikke er vant til at sætte Google Analytics op.

Skriv en kommentar